”Omvendt omsorgssvigt”.

Jeg ser, at i Danmark praktiseres det, jeg vil benævne ”omvendt omsorgssvigt”.

Sagsbehandlere afgør ud fra Serviceloven, når det drejer sig om ”børnefaglige undersøgelser”, som kan resultere bl.a. i tvangsfjernelse eller støtteforanstaltninger i hjemmet.

Med ”Barnets reform” fra 2009, er der sat nye normer for afviklingen af børnefaglige undersøgelser, og reformens overordnede formål er:

• At sikre kontinuitet i anbringelsen.
  
  
• At sikre stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn.
  
  
• At styrke hensynet til barnets tarv frem for hensynet til forældrene.
  
  
• At sikre udsatte børns rettigheder.
  
  
• At sikre en tidligere indsats.
  
  
• At sikre mere kvalitet både i sagsbehandlingen og i indsatsen.
  
  
• At sikre bedre rammer for kommunernes indsats – herunder afbureaukratisering.

(http://www.socialstyrelsen.dk/born-og-unge/barnets-reform).

Naturligvis skal indsatsen for børns og unges trivsel styrkes, men når det kommer til undersøgelser af forhold i hjemmet, hvor den ene eller begge forældre er handicappede, mener jeg, det er mangelfuldt kun at undersøge ud fra Servicelovens afsnit IV, børn og unge, uden at inddrage lovteksten i afsnit V, Voksne.

Jeg undres især over det sidste punkt ovenfor, ”at sikre bedre rammer for kommunernes indsats – herunder afbureaukratisering”.

Her er problemet og spørgsmålet, hvad betyder ”afbureaukratisering” egentlig?

Ord kan betyde alt muligt ud fra, hvilke betydning de bliver tillagt.

Jeg ser, at afbureaukratisering kan betyde at ”slanke” sagerne mht. dokumentationskrav, som godt kan tyde på, at det skal være nemmere og efter en mere lemfældig undersøgelse, at en ”børnesagkyndig” skrider til tvangsfjernelse og serviceniveauet kan nedsættes og dermed fremme gavnlige besparelser.

Serviceloven giver tydeligvis mulighed for støtteforanstaltninger i hjemmet, når forældrenes handicap inddrages i det samlede billede.

Det er derfor yderst betænkeligt, at kommuner og videre ankeinstanser kan vurdere, at afgørelsen ikke er i strid med FN's Handicapkonvention artikel 23 om et barns adskillelse fra sine forældre, på grund af den ene eller begge forældre har et handicap.

Når forældrene har et fysisk handicap, kan støtte af praktisk karakter afværge en tvangsfjernelse.

Det er som om, ”Barnets reform” har givet uhæmmede magtbeføjelser til de børnesagkyndige rundt om i kommunerne, til udelukkende at betragte barnets forhold uden at anvende et helhedssyn på hele familiens forhold.

Når et barn tvangsfjernes med begrundelse i forældrenes vanskeligheder, som bunder i fysisk handicap og de vilkår, som gælder i hjemmet (det gælder også tilstedeværelsen af handicaphjælpere), er det faktisk ”offentligt eller omvendt omsorgssvigt”, fordi den handicappedes forældreevne tages ikke i

betragtning i den børnefaglige undersøgelse § 50.

Det betyder, at en handicappet forælder, der besidder forældreevnen og som ses af barnet som ”den gode mor” (eller far), bliver adskilt med magt, hvor barnet vil uvilkårligt komme til at lide omsorgssvigt, adskilt fra sin biologiske forælder.

Jeg kan kun se alt ovennævnte i lyset af den diskurs om tvangsanbringelser og tvangsadoptioner, som er oppe i

tiden, og i lyset af besparelser i kommunerne med den sidegevinst, der kommer i form af beskæftigelse af plejefamilier, socialrådgivere og store beløb i refusion fra de anbragte børns hjemkommuner.

Dét, der står tilbage, er smadrede familierelationer, som kun består i kraft af sparsom samvær, der ikke tager hensyn til højtider; såsom juleaften, fødselsdage, skoleafslutninger etc., hvor børnene netop vil have gavn af at holde båndet til forældrene ved lige.

”Omvendt omsorgssvigt” finder desuden sted, når familier anklages for omsorgssvigt, hvor en fagperson formoder, at barnets adfærd skyldes forældrene og ignorerer muligheden for medfødte psykiske problemer hos barnet, bl.a. visse symptomer, som først kan konstateres i barnets skolealder.

Manglende udredninger og/eller mangel på grundighed i børnefaglige undersøgelser, kan forårsage tvangsanbringelser, som kan vise sig at være skadelige for barnet, der viser tegn psykiske lidelser.

Her skal barnet bo i fremmede omgivelser uden deres forældres tilstedeværelse.

Forældre og børn i dette system er aldeles ude "på herrens mark", uden nogen form for reel retssikkerhed, hvor fagpersoners personlige meninger vægtes mest af juridiske ankeinstanser.

Som afrunding af mit indlæg, vil jeg citere fra advokat Lars Buurgaards hjemmeside:

"Folketinget har lavet en lovændring fra d. 1. juli 2014 gående ud på at tvangsfjernelsessager ikke længere kan ankes fra byretten til landsretten.

Det er tankevækkende, at

retssikkerheden på den måde anfægtes i de her sager, hvor samfundet næppe kan gribe mere voldsomt ind end ved at tvangsfjerne børn.

Men sådan er det - dog med den modifikation, at det såkaldte procesbevillingsnævn kan give tilladelse til, at sagen alligevel kan prøves ved landsretten.

Mulighederne for en prøvelse i landsretten er reelt meget begrænsede, da der skal rigtig meget til for at tilladelse gives.

Det vil stort set aldrig være nok, at byrettens dom opfattes som "uretfærdig".

Måske kan det lade sig gøre, hvis de tre dommere i byretten har været uenige eller der er tale om en dom, der angår ny lovgivning, men man skal ikke gøre sig de store forventninger".

Citat: http://www.tvangsfjernelse.dk/.

Min kommentar til ovenstående citat er, at politikerne her fratager de ramte familier enhver retssikkerhed og henviser forældre og børn til et liv med mundkurv på - med frygt for myndighedernes offentlige magt…

Ovenstående er en redigeret udgave af indlægget, som er skrevet d. 5. august 2014.

Opdateret d. 1. december 2016.