Får vi endelig institutionaliseret de handicappede?

Her vil jeg citere nogle afsnit af et indlæg på Facebook om hjælperne og FOAs indflydelse på handicappedes liv.

”En spørgeundersøgelse blandt handicaphjælpere ansat i BPA-ordning (Borgerstyret Personlig Assistance) viser, at en overvældende majoritet på 85 % af hjælpere ønsker overenskomst, men at kun 20 % faktisk har overenskomstsikrede løn- og arbejdsforhold.

(Se den fulde undersøgelse her: https://da.surveymonkey.com/results/SM-XSFSWRJL/).

Denne tydelige statistik giver anledning til at spørge, hvorfor 80 % af en faggruppe på flere end 5000 lønmodtagere ikke skal have adgang til arbejdsmarkedsrettigheder, der af så godt som alle danskere opfattes som en fuldstændig selvfølgelighed og som en grundpille i den danske model.

Discount-overenskomst for dyr.

Årsagen til at kun en femtedel af de BPA-ansatte handicaphjælpere har overenskomst er, at 80 % af landets kommuner ikke vil lægge nok i lønningsposen til, at hjælpere og arbejdsgivere (dvs. de handicappede eller deres BPA-administrationsfirma) kan tiltræde den eksisterende handicaphjælperoverenskomst. Dette på trods af at denne overenskomst er en discount-overenskomst, der ikke engang er så dyr som overenskomsten for uuddannet social- og sundhedspersonale, som er den lavest lønnede gruppe i det kommunale lønsystem (lønramme 11). FOA har opgjort, at de fleste kommuner, alt efter hvor i landet man bor, aflønner deres BPA-hjælpere 4,7-6,1 % lavere end uuddannet social- og sundhedspersonale i lønramme 11.

Handicaphjælpere ansat i BPA tjener altså mindre end dem, der tjener mindst i kommunen, selvom de arbejder med landets sværest handicappede borgere og dagligt skal løse plejeopgaver, der er mere ansvarsfulde og kompetencekrævende end dem, uuddannet social- og sundhedspersonale (normalt uuddannede hjemmehjælpere) skal og må løse.

Indirekte ansat.

Denne kommunale løndumping på BPA-området er mulig, fordi BPA-hjælperen officielt ikke er ansat af kommunen, selvom det er kommunen, der betaler hjælperens løn. I en BPA-ordning udbetaler kommunen handicaphjælpernes løn som et ”kontant tilskud” til den handicappede borger, der har fået bevilliget BPA’en.

Det er så borgeren selv, et administrationsfirma eller en forening, som borgeren entrerer med, der udbetaler lønnen til de ansatte og fungerer som arbejdsgiver.

Dette skaber en kompliceret konstruktion, hvor der er fire instanser på spil i hjælperens arbejdsliv i stedet for de normale to (arbejdsgiver og ansat): den ansatte (hjælperen), BPA-indehaveren (den handicappede), arbejdsgiveren (BPA-administrationsfirmaet) og betaleren (kommunen).

Hvordan skal handicaphjælperne opnå rimelige løn- og arbejdsforhold, når den danske model er suspenderet på denne måde og arbejdssituationen er så splintret? Strejke kan vi ikke, da den stærkt handicappede borger, som vi plejer og hjælper, så ikke ville kunne få tøj på, komme på toilet, få medicin og mad, komme på arbejde/i skole etc. etc.

Ny lov cementerer løndumping.

I februar 2014 fremsatte socialministeren ”L 147 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om socialtilsyn” (http://www.ft.dk/samling/20131/lovforslag/L147/index.htm#dok), der bl.a. skal indføre et ensartet ”takstsystem for udmåling af tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance”, fordi det også har været et problem med den overkomplicerede BPA-ordning, at stort set alle kommuner har aflønnet deres hjælpere forskelligt. Lovforslaget blev mødt med en storm af protester (kan ses som ”bilag” under ovenstående link til lovforslaget) fra hjælpere, handicappede, og lønmodtager- og endda arbejdsgiverorganisationer, fordi den foreslåede, statsdikterede takst fastholder BPA-hjælpernes løn på de nævnte 4,7-6,1 % under det lavest lønnede social- og sundhedspersonale i det kommunale lønsystem. Dette betyder, at det fortsat vil være umuligt for handicaphjælperne i BPA-ordninger at få overenskomst! Proteststormen kulminerede i, at FOA og Dansk Erhverv i forening bad politikerne om at udskyde loven et halvt år, så der kunne finde en grundig analyse og forhandling af BPA-hjælpernes uigennemsigtige lønforhold sted (bilag 1). På et møde den 20. maj 2014 blev satspuljepartierne enige om at indstille til Folketingets Socialudvalg, at der ikke afgives betænkning over lovforslaget. Udvalget fulgte denne indstilling, og lovforslaget blev ikke fremmet til videre behandling i Folketinget. Første runde gik således til handicaphjælperne. Inden længe vil anden og afgørende runde gå i gang og handicaphjælperne i BPA er klar til at kæmpe endnu hårdere end før.

Beskedne krav.

Vi kræver ikke meget. Vi ønsker retten til – og den reelle økonomiske mulighed for – at kunne tiltræde den eksisterende handicaphjælperoverenskomst. Denne overenskomst er yderst beskeden. Den er billigere for stat og kommune end de ufaglærte hjemmehjælperes! Det endda på trods af, at handicaphjælperne i Borgerstyret personlig assistance må og skal udføre plejeopgaver, der i det kommunale system skal varetages af SOSU-hjælpere eller -assistenter. (Rolf Heitmann, https://www.facebook.com/groups/216364218400755/permalink/755337374503434/ Facebook 02-10-2014).

Jeg forstår godt, at handicaphjælperne har eftersøgt nogle mere stabile rammer omkring deres løn – og arbejdsvilkår.

I 2009 lavede FOA, 3F og DI en overenskomst for handicaphjælperne, hvor målet var at forbedre løn – og arbejdsvilkår. Jeg har personligt altid været meget skeptisk ift. en overenskomst, da 3F varetager interesserne for et meget bredt fagområde, fra ansatte i restaurationsbranchen til gartnere og kirkegårdsansatte, hvis arbejdsgang ligger meget fjernt fra en handicaphjælpers.

Samme skepsis har jeg for FOAs indflydelse på en overenskomst, fordi FOA medlemmer har roller ift. pleje patienter på hospitaler og plejehjem, gøre rent og lave mad på sygehuse og yde hjælp og service til ældre og handicappede. En interesseorganisation som FOA, er den, som har størst indflydelse på hjælperområdet, da arbejdet som hjælper kan forveksles med en SOSU hjælpers/-assistents fagområdet, men uden reel sammenligning.

Pointen er bare, at det er funktioner, som udføres for institutionaliserede mennesker og ikke hos selvstændige, aktive og selvtænkende borgere med BPA behov. Som handicappet bliver jeg betragtet som del af DI, så det er som om de danske handicaporganisationer ses som en del af dansk erhvervsliv.

Når handicaphjælperne anmoder om højere løn og bedre arbejdsforhold, er det logik for burhøns, at FOA kan tilbyde hjælperne en platform for flere krav. Er det sådan en overenskomst de handicappede og hjælperne ønsker?

Konsekvensen vil blive at handicaphjælpernes vilkår kommer i fokus og prioriteres frem for brugernes liv, som bliver institutionaliseret.

De fleste brugere vil nok takke ja til forringelserne i deres livskvalitet af bare frygt for at miste den smule personlige hjælp, de kan få skrabet sammen frem for at flytte på institution.

Det er den omvendte verden ift., da Handicaphjælperordningerne blev til i Århus i slutningen af 1970’erne, hvor handicappede var de egentlige arbejdsgivere, som havde reelt styr på eget liv.

Ovenstående er en redigeret udgave af indlægget, som er skrevet d. 5. oktober 2014.

Opdateret d. 12. november 2016.