Frikommuneforsøg og aktiv/passiv dødshjælp.

Med frikommuneordningen, kan kommuner bl.a. være fritaget fra "unødvendigt bureaukrati" i den kommunale sektor og forsøge sig med "bedre udnyttelse af botilbud og plejeboliger", som det så smukt formuleres i KL og Social- og Indenrigsministeriets Evaluering fra 2016.

Der kan nævnes et konkret eksempel herfor; Favrskov kommune, der udtaler, at de dyreste handicappede skal tvinges hjemmefra.

Af pedalist/shutterstock.com.

Favrskov kommune har lagt op til et forslag, som led i et frikommuneforsøg, at handicappede skal flytte hjemmefra, når de har brug for mere end 20 timers hjælp om ugen.

Hvilket vil betyde den sikre afskaffelse af, hvad der hedder BPA-handicaphjælper-ordningen, og tydeligvis en fuldstændig tilsidesættelse af ethvert medmenneskeligt hensyn, at tvinge borgere til at flytte på plejehjem pga., at deres mere selvstændige livsform på trods af handicap kræver mere end ca. 3 timers hjælp om dagen!

Dette er noget af et opgør med FN's Handicapkonvention - at kunne tvinge handicappede og ældre til at flytte fra en bolig til en anden - ud fra et teoretisk og hævdet medmenneskeligt hensyn om, at handicappede vil få det bedre under et andet botilbud.

Når jeg læser evaluerings-rapporten fra KL og ministeriet, er det påfaldende hvor ofte vendinger som; skattekroner, anvendelse af ressourcer og sætningen "det økonomiske potentiale" gentages i teksten, skønt at smukke ord som "hensyn til borgerens behov" dukker op hist og pist som sukkerknald i teksten, for at mildne de tiltænkte udsattes og vælgernes/ skatteborgernes samvittighed.

Under en faglig formulering som "revisitation" og "udvisitering" ligger den barske realitet, at ud fra holdninger og tilgange farvede af kommunale økonomiske hensyn, kan borgere tvangsflyttes mellem botilbud efter myndighedernes behov.

Jeg ser, at i neoliberalismens reformiver, bliver fagligheden misbrugt i økonomismens navn. Jeg vil benævne det som Michel Foucault: Viden og faglighed har en dunkel ledsager, magten og tvangen.

Mennesker med psykiske lidelser, fysisk handicappede, ældre kan tvinges til at flytte væk fra vante omgivelser, trygheden og deres sociale netværk af naboer, familie, nærtstående, fordi de ses som ressource-krævende udgiftsbyrder.

Eksklusionen overtager, hvor inklusion og integrationen slutter.

Vi befinder os i en tid, hvor mange politikere ønsker et opgør med menneskerettighederne og konventionerne, der har bragt velstand og trivsel til os i løbet af det 20. århundrede, men der er skræmmende signaler om at splitte disse systemer ad, at fjerne den enkeltes ret til selvbestemmelse, uanset hvor udsat og handicappet borgeren er.

Mulighederne kommuner får, når de tiltræder frikommune-loven, bekymrer mig, fordi den bliver så attraktiv for forvalt-ningerne, at den sandsynligvis vil udbredes til alle kommuner og i praksis afskaffe Serviceloven som vi kender den.

En følge heraf og ikke en til-fældighed er Transport, bygnings -og boligminister, Ole Birk Olesens (LA) forslag om at lempe kravene til tilgængelighed for nye almene boliger.

Enfamiliehuse fritages for byggeregler, der skal fremme tilgængelighed for gangbe-sværede og kørestolsbrugere, hvortil eksisterende tagebyggeri fritages ved ombygning for bl.a. krav om elevator og affaldsskakte.  

En bolig med tilgængeligheds-problemer vil umuliggøre, at borgeren får hjemmepleje, når arbejdsmiljølovgivningen ikke overholdes for SOSU-med-arbejdere og handicaphjælpere.

Når borgeren på sigt ikke længere kan færdes i boligen, vil den handicappet eller ældre med ”god grund” kunne tvangsflyttes til en billigere placering på

 institution, helst med fælles

køkken og bad, fordi Ole Birk Olesen også foreslår, at institutioner for handi-

cappede/ældre ikke skal have ét toilet og ét køkken pr bolig.  

Jeg har boet på forskellige døgninstitutioner i 1990’erne, herunder også et amtsligt plejehjem for yngre fysisk handicappede, hvor beboernes gennemsnitsalder har været 50 år.

Skønt, at personalenormeringen har været væsentlig bedre dengang, end den er i dag, har personalet ikke haft ressourcer og kompetencer til, at beboernes behov er blevet indfriet, og derved de har haft en værdig og indholdsrig hverdag, hvor beboerne trives, selvom der har været en fysioterapi og en ergo-/aktivitetsterapi på stedet.

Personalets udfordring har været tidspres og mangel på faglige ressourcer, da beboernes diagnoser har været over et bredt spektrum.

Diagnoserne har f.eks. været sengeliggende trafikofre, som har fået sondemad hver fjerde time, skiftet ble og blevet vasket (dette har været deres eneste menneskelige kontakt), senskade patienter, hvor nogle har haft en udadreagerende adfærd, personer med psykiske lidelser samt beboere, som har haft et fysisk handicap.

Et eksempel:

Jeg har mange deprimerende og nedslående erfaringer og oplevelser på egen krop fra den tid, hvor jeg har boet på døgninstitution og plejehjem.

Jeg har set, hvor ensomme og inaktive beboerne er blevet, fordi de er blevet placeret foran deres fjernsyn i kørestolen efter middagsluren på en time, grundet personalets manglende tid til pleje og menneskelig omsorg.

Af antoniodiaz/shutterstock.com.

Personalets arbejdsvilkår og borgernes levevilkår er absolut ikke blevet bedre på døgninstitutioner og botilbud i dag.

Normeringen på personalet er yderligere beskåret og

personalet har fået flere administrative opgaver i deres arbejdstid.

Nogle af konsekvenserne set i det lys, er, at borgerne må ligge i en brugt ble i mange timer, hvor deres tøj også er blevet vådt efter læg i bleen, at der går flere uger imellem, at borgerne kan komme i bad og få skiftet sengetøj, samt at mange borgere bliver overmedicineret, således de sløver hen, hvorpå personalet kan nå andre af deres arbejds-opgaver.

Derfor ser jeg, at skrækscenariet kan meget vel blive, at når den handicappede/ældre er blevet anbragt på institution, vil personen blive mærkbart ensom og deprimeret af situationen, at denne vil drage nytte af det tilbud, ud fra det tredje forslag, der er i luften om at kunne få anbefalet aktiv dødshjælp, som vil være samfundsbesparende.

Af Lisa S./shutterstock.com.

Hermed er ringen sluttet og "passiv" dødshjælp er fuldendt, konspirationen mod svage borgere er fuldført ligesom i den danske film: ”Hvordan slipper vi af med de andre” med bl.a. Søren Pilmark, der er kraftig inspireret af 1930’ernes afskaffelse af unyttige og udgiftskrævende borgere i Tyskland.

Afsluttende kan jeg se, at ”det økonomiske potentiale” i frikommuneforsøget er ment som en eventualitet hos selve KL.

(s. 23 citat): ”Frikommuneevalueringen og evalueringen af forsøget har ikke muliggjort at skabe et datagrundlag, som tager højde for disse forhold. De følgende analyser og resultater skal således primært illustrere om (hvordan), der evt. er et økonomisk potentiale forbundet med regel-ændringen”.

Læserne kan se hele evaluering her: http://www.oim.dk/media/17872/evaluering-af-frikommuneforsoeg-bedre-udnyttelse-af-botilbud.pdf

Opdateret d. 31. juli 2017.