Efter serviceloven § 96. har borgere med omfattende fysisk og/eller psykisk handicap, mulighed for at få tilkendt en hjælperordning som kaldes BPA. (Borgerstyret Personlig Assistance), hvor brugeren kan ansætte personlige hjælpere, således borgeren kan opbygge eller bevare et selvstændig liv samt være samfundsdeltagende.

Borgeren kan vælge at være arbejdsgiver, eller overdrage arbejdsgiverrollen/-ansvaret til en nærtstående, en forening eller et privat firma, hvor brugeren stadig er daglig leder for sine handicaphjælpere.

Jeg ser, at BPA-hjælperordningen er ved at blive indkredset af en sundhedsfaglig diskurs, som tilstræber at italesætte borgere med handicap som patienter, der skal passes og derfor kun bør tildeles den ”nødvendige” hjælp.

En ikke bæredygtig løsning på området for BPA-brugerne og samfundet på den lange bane.