Det er øjensynligt, at sagsbehandlere i nogle af vort lands kommuner kan komme til at stå i et meget vanskeligt og udfordrende dilemma.

På den ene side, skal de være de ”svage” borgeres (herunder de handicappedes) ”offentlige værge”, hvor sagsbehandlerne skal sørge for at borgeren får den rette hjælp – f.eks. BPA-hjælperordning ud fra Servicelovens nuværende ramme.

På den anden side, skal sagsbehandlerne være det tilsynsførende element med hensyn til opfølgning af BPA-hjælperordningerne, hvor de skal sikre sig, at BPA-brugerens bevilgede hjælpeforanstaltninger er

tilstrækkelig til BPA-brugerens aktuelle helbredstilstand, eller ydelsen enten skal reguleres op eller ned, at de bevilgede økonomiske midler bliver anvendt til formålet - samt at sagsbehandlerne skal vurdere, om de mener, at brugeren har de nødvendige ressourcer til at have arbejdsgiveransvaret.

I min optik er det bekymrende, at sagsbehandlerne både har den ”offentlige værge” titel, samtidig med at de skal agere som det ”offentlige politi”.

Det kan i nogle tilfælde skabe et dysfunktionelt samarbejde mellem sagsbehandlerne og brugerne, fordi brugerne kan nemt få en oplevelse af, at sagsbehandlerne er den dømmende autoritet i stedet for samarbejdspartnere.

Det alarmerende, som er urovækkende for mig, ved at kommunerne i nogle tilfælde forsøger på, at brugere skal