Er stavnsbinding og tvangsflytning af vores svageste borgere – de handicappede i orden?

I 2010 er Lov om ændring af Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og Lov om social service blevet vedtaget.

Før Lov om ændring af Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og Lov om social service er trådt i kraft pr. 1. januar 2011.

Før lovændringen er trådt i kraft pr. 1. januar 2011, når en borgers opholdskommune, (handlekommunen med visitationskompetencen) har været medvirkende til at træffe beslutninger omkring borgerens flytning til et botilbud i en ny opholdskommune, samt hvilken støtte denne ellers har skullet have efter Serviceloven, har borgerens aktuelle handlekommune/opholdskommune sendt regningen videre til dennes oprindelige hjemkommune (betalingskommunen med finansieringsansvaret).

Dette har betydet, at borgerens handlekommune har fastsat serviceniveauet, selvom betalingskommunen har haft et andet serviceniveau.

Hvilket vil sige, at det har været lettere for borgeren at blive visiteret til et botilbud i en ny opholdskommune, uden at borgeren har behøvet at være bange for at få frataget eller få skåret ned på sin støtte, fordi det har været den aktuelle handlekommune, som har truffet beslutningerne herom og har sendt regningen videre til betalingskommunen.

Efter Lov om ændring af Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og Lov om social service er trådt i kraft pr. 1. januar 2011.

Lovændringen er blevet vedtaget og gennemført med dét formål at få styring og sammenhænge mellem visitationskompetencen og finansieringsansvaret, ved at borgerens betalingskommune også skal være handlekommune for denne.

Grundlaget for dette har været, at nogle af handlekommunerne efter de hidtidige regler desværre har været lidt for ”rundhåndet” med at sende udgifterne videre til betalingskommunerne, når handlekommunerne har været medvirkende til borgernes flytning til en ny opholdskommune.

Konsekvenserne af lovændringen.

Følgerne af lovændringen har været kolossale for borgerne. Nogle borgere har skullet opbygge et nyt samarbejde med sagsbehandlere i deres betalingskommune (den oprindelige hjemkommune), som de ikke har haft kontakt med tidligere, og medarbejderne i borgernes betalingskommuner har skullet anvende mange ressourcer på at gennemlæse borgernes sager, undersøge deres behov for støtte og hjælp samt gennemføre revisitation af borgernes støtte i hverdagen, der måske har betydet, at ydelsen til dem er blevet væsentlig reduceret, da denne skal være afstemt til borgernes oprindelige hjemkommuners serviceniveau.

Afstanden mellem nogle af borgernes opholdskommuner og deres handle –og betalingskommuner er yderligere blevet en udfordring,når der har været møder mellem borgerne og hjemkommunerne, da et antal borgerne har været/er bosiddende i en anden landsdel end deres oprindelige hjemkommuner.

Arbejdsgangen efter lovændringen er også blevet omstændigt og ressourcekrævende for personalet på døgntilbud for de svageste borgere, når der har skullet ansøges om ydelser til borgerne. Idet personalet har

skullet opbygge et samarbejde på ny med hver enkeltes borgers oprindelige hjemkommunes sagsbehandlere, sende borgernes sagsakter og holde revisitationsmøder med kommunerne omkring borgernes eksisterende bevillinger.

Endvidere har der været nogle mere indgribende konsekvenser for borgere, fordi nogle af deres oprindelige hjemkommuner har hjemtaget dem fysisk, selvom lovændringen er ment som en administrativ hjemtagelse. Kommunernes begrundelse for fysisk at hjemtage nogle af deres borgere har været, at de har tilsvarende og egnede botilbud til dem, som i borgernes tidligere opholdskommuner – men for mindre økonomiske midler. Det har desværre resultatet i, at nogle borgere er blevet trukket op med rode fra borgernes tidligere opholdskommuner og har mistet kontakten med familie, erhverv og socialt netværk – og er blevet stavnsbundet til deres oprindelige betalingskommuner.

Endelig har eftervirkningerne ved ændringen af loven været, at udsatte borgere er blevet stavnsbundet enten i deres oprindelige hjemkommuner eller i borgernes aktuelle opholdskommuner, og disse vilkår er stadig gældende, skønt at borgerne juridisk set hele tiden har haft de samme rettigheder, som alle andre borgere i det danske samfund. Dér, hvor de samme rettigheder hører op i praksis, er når en oprindelig hjemkommune ikke vurderer, at der er grundlag for, at de er en medvirkende instans i en borgers flytning til en anden kommune. Hvilket betyder, at en borger, som ønsker at flytte til en anden kommune, skal flytte af eget initiativ og vil miste deres økonomiske tilknytning til den oprindelige betalingskommune og overlades til den nye kommune, der skal revisitere borgerens behov for støtte - bl.a. BPA-hjælperordning, hjælpemidler og andre ydelser inden for Serviceloven, ud fra det serviceniveau den nye handle –og betalingskommune vil tilbyde.

BPA-brugerne er en speciel udsat gruppe.

Borgere, som er i det sociale

system – implicit handicappede er meget udsatte i forbindelse med, hvilken støtte de kan få bevilliget, grundet af at kommunernes serviceniveau er kommet på dagsordenen efter kommunesammenlægninger i 2007.

BPA-brugere med døgndækning er en specielt udsat gruppe, da de fleste kommuner kun bevilliger en 24-timers BPA-hjælperordning til respiratorbrugere.

Dette skrækscenarie; at kommunernes nedprioteret serviceniveau og spareiver i dag, afholder handicappede med et stort hjælpebehov fra at flytte af eget initiativ til et andet botilbud i en anden opholdskommune af frygt for, at de ikke kan få den støtte og hjælp, som er en nødvendighed for, at disse mennesker kan have en anstændig tilværelse og det liv de selv ønsker.

Konklusion.

Jeg mener, at kommunerne har skiftet optik i forhold til handicappede - fra at se på hjælpebehovet ud fra socialpolitiske lovgivning - ses hjælpebehovet ud fra snævre sundhedspolitiske parametre.

Når et firma som Bruger og Hjælperformidlingen indgår en overenskomst med FOA, er det klart, at jeg ser, at området er tippet fra socialområdet til sundhedsområdet og dermed kan 24-timers BPA-hjælperondningen afskaffes - ud fra et snævert sundhedsmæssigt perspektiv.

I min optik, i disse grænsebomme frie tider, hvor befolkninger kan rejse frit i hele verden, er det uetisk og uhørt, at handicappede i Danmark skal tvangsflyttes eller stavnsbindes som i det gamle Sovjetunionen.

Dette er skrevet d. 2. november 2015.

Opdateret d. 21. november 2016.